mandag, marts 31, 2008

Nul-tur

Starten til min fiskesæson for 2008 gik fra fiskergården søndag 30. marts kl 9.00 hvor der var berammet foreningstur til enten Mariager Fjord eller Limfjorden. Fem mand mødte op og efter en del snak frem og tilbage om hvor turen skulle gå faldt valget på sydsiden af Mariager Fjord, mest på grund af den ret kraftige vind der kom fra sydøst. Et par troede ikke rigtig på projektet og faldt fra igen men tre uforbederlige optimister satte kursen østover, vi havde jo fået smurt madpakker så hvorfor ikke bruge dagen som planlagt. Efter at have konstateret at der holdt et par biler ved Bøgeskoven kørte vi videre og fandt en plads hvor den eneste øvrige fisker netop var på vej hjem uden at have set eller fanget noget.
Efter en kop kaffe/te fordelte vi kysten mellem os og begyndte fiskeriet. I løbet af formiddagen klarede det lidt op og blev næsten solskin, men det hjalp nu ikke på fiskenes bidevillighed. Efter yderligere lidt kaffe/øl prøvede vi igen med samme held så da klokken blev henad tre besluttede vi at vende næsen hjemad igen. Ingen fisk og frisk luft var der nok af men fiskene skal nok komme når vandet bliver varmet lidt op og der bliver mere liv af småkravl over den udmærkede bund med både sand, sten og muslinger, så pladsen skal måske forsøges igen om 14 dage. Jeg ringer lige og tjekker med Jens inden næste forsøg.

mandag, marts 24, 2008

Frøæg


Der må lige et indlæg mere på bloggen her i marts.
I går gik jeg med næsen helt nede i vandbassinet for at se om der ikke skulle være kommet frøæg frem, men der var ingen. Jeg havde nemlig hørt i radioen på min tur hjem fra Assentoft, at det lige er i disse dage at frøer og tudser gyder (eller hvad det nu hedder) og så ville det jo være dejligt, hvis der også var godt med frøliv i vores bassin.
I dag, da vi begge var kommet hjem fra arbejde og Poul Erik var ude i haven, kaldte han på mig, fordi der var megen leben i bassinet, og det var så altså dagen hvor frøerne havde besluttet sig for at vi også i år skal have masser af frøunger, det glæder vi os til. Vi håber så at de små, vælger at blive i bassinet, og ikke absolut skal ind i stuen og køkkenet, for det er lidt besværligt at gå og bære dem ud.

Tipi i haven - sidste dag i marts





Så er vi nået til den sidste dag i marts, urene er stillet om til sommertid (hvilket er en ganske unødvendig ting, da vi hverken sparer energi eller CO2 udslip). Sommertiden er kun lavet for at forvirre både mennesker og dyr, men vi fik da købt nye havemøbler i lørdags, og de er klar til at tage brug, straks når solen viser sig fra sin bedste side. Pladsen hvor tipien skal opstilles er også klar, så vi venter kun på lidt højere temperaturer, og vi vil så indkalde Hanne, Palle og børnene til at hjælpe med at på den rejst.
Lørdagen blev brugt på at samle de nye havemøbler. Søndagen var delt. Poul Erik var med Fiskeriforeningen på tur til Mariager Fjord, til lidt kystfiskeri, dog uden resultat, og jeg besøgte min bror og svigerinde til frokost og en kop kaffe. Da vi begge var landet, fik vi lidt mad, og derefter var der tid til slappe af til "Album" i fjernsynet. Sengen skulle også passes, da kroppen ikke er helt indstillet på sommertiden endnu.

Forårsklargøring


Herude på landet hvor vi bor er det rigtig tegn på forår, når landmændende gør jorden forårsklar, og mågerne sværmer tæt omkring traktoren på den nypløjede jord.
Marken der her bliver pløjet, er den mark lige uden for vort køkkenvindue, hvor vi hele vinteren har haft glæde af heste i forskellige størrelser. Nu må vi så til at vænne os til, at hestene er længere væk, og at det er kornet som skal spire her.

Redemateriale


Nu har fuglene travlt med at bygge rede, og efter Jensens børstning i går, valgte vi at komme alt det afbørstede hår i en automat, så det er nemt for dem at finde redemateriale lige i nærheden af, hvor vi håber at de vil bo. Med den fældning Jensen er i gang med for tiden vil der blive rigeligt til alle som har lyst til at bruge noget blødt i reden.

Det lykkedes


Toyotaen gik glat gennem synet uden nogen som helst påtale. Så jeg er glad, den er nemlig som en god ven for mig, uhyre driftsikker, kører godt og er rummelig, så der er plads til store indkøb, hund og hvad man ellers kan komme i tanke om at putte i den. Det var faktisk også rigtig billigt at få den synet, nemlig kr. 300,00, der er også priskrig på dette område, så jeg var heldig at ramme den rigtige synshal, hvilket var en tilfældighed, kun fordi jeg havde et andet ærinde i byen blev det Skive. Alt i alt var dagen i går en god dag.

Sommerhalvåret


Jeg sidder her på min sidste ferie(fri)dag og lytter til radioen, og hører at der er kommet 30 cm sne i Thy og på Mors, at der er udstationeret bæltekøretøjerpå Falckstationerne i Thisted og Nykøbing, til at hjælpe ambulancer frem i tilfælde af alvorlige og akutte udrykninger. Det er svært at forstå at nu, hvor vi i torsdags gik ind i sommerhalvåret, kan få brug for det her i landet. Her hvor vi bor i hjertet af Himmerland er der dog heldigvis ikke faldet mere end et par cm. sne, og jeg må snart til at besluttte om jeg vil vove mig på landevejene denne dag, da jeg havde planer om at køre til syn med Toyotaen, men der meldes altså også om dårligt føre både i Viborg og Skive, hvor jeg havde tænkt mig at begive mig hen, men dagen er lang endnu, så jeg beslutter mig nok.

Haven den 25.marts.












Jensen og jeg gik en tur rundt i haven i eftermiddag. Mange planter ser ud til at ha' det udmærket, men mange ser også noget skadede ud, så dette frostvejr her sidst i marts er helt sikkert noget der skader en masse i haven. Mirabelletræerne som har blomstret i over en uge ser ikke ud til at have det for godt, så der bliver nok ikke mirabeller til saft i år. Påskeliljerne viser megen vilje, når frosten bider om natten, kryber de sammen, men straks solen viser sig på himlen, rækker de ud efter den.
Vi er spændte på hvordan krydderurterne (theplanterne) klarer det, for der er vist kun tilbage til ca. 4 kander the, af det der blev tørret sidste sommer, så vi vil gerne snart at der er nyt at plukke på matriklen, for det er ikke så rart at drikke the af diverse købte produkter.



Det var så den påske





Så er det blevet 2.påskedags aften, og begge børn har forladt matriklen.
Nu skal der vist ryddes lidt op, både i stue, køkken og køleskab. Vi skal kigge lidt på resterne fra aftenmåltiderne de sidste par dage, og se hvad der skal bruges til madpakker, og hvad der skal fryses ned.
I går blev der tilberedt lammekølle med masser af hvidløg og rosmarin. Jensen nød det også, da han efter udbening fik lammeknoglen med ud i haven. Så der var han beskæftiget et godt stykke tid.
Der blev også tid til at få vanterne i uldgarn fra Henrichsens Uldspinderi færdiggjort og filtet i vaskemaskinen, og Sussi tog dem straks i brug. Hun havde godt nok talt om, at det var lidt sent på året med vanter, men med det påskevejr vi fik, gjorde de god gavn, og det vil de nok også gøre resten af ugen.

onsdag, marts 19, 2008

Forår









Selv om vinteren bider udenfor, er det da godt at man for ussel mammon kan bringe foråret ind.
Så når det ikke er muligt at komme ud for at nyde, kan vi da heldigvis nyde forskellige skønne forårsbebudere inde.
Ellers er det sådan lidt la-la, med det gode humør, da stokere efter næsten 10 års brug, netop nu har valgt at holde op med at virke. Da vi skulle i seng i aftes opdagede vi at der intet varmt vand var, og ved nærmere eftersyn kom der heller ikke varme til radiatorerne. Heldigvis har vi lidt brænde tiltænkt til brug på bålstedet, så kl. 1.30 i nat måtte Poul Erik ud for at tænde op i kedlen med brænde, og det virker heldigvis. Vi fryser ikke, men skal gerne i dag have fundet en som kan hjælpe med at på stokeren igang igen, da vi ikke har store mængder af brændsel. Håber at det lykkes.





Man kan vel dårligt kalde dette vejr for forårsvejr, men alligevel foråret det er jo den årstid, hvor vejret kan være alt fra 10 graders frost og til 20 graders varme. I nattens løb er der faldet en del sne og frosten har bidt, så blomsterne har valgt at ligge sig ned, fuglene flokkes om foderbrættet her til morgen, den enste som ser ud til at synes om sneen er Jensen, som hygger sig gevaldig ude i haven. Vi andre nøjes med at kigge ud af vinduet.

Langfredag


Dagen i går blev måske ikke brugt må den mest kristne måde, men for os var det en god måde, og det er vel det som tæller. Der blev linet op med påskebryg, og så Matador på DVD'en, vi har nemlig planer om at se hele Matatorserien i påskens løb, så det er lidt af et maratonprojekt, men vejret byder nu heller ikke på udendørsfristelser, så mon ikke vi når det. Sammen med at der ses Matador, strikkes der og der bindes nogle fluer til sommerens fiskeri, så vi nyder fridagene.

Ost fra Thise


Her ses så et lille udvalg af skønne oste fra Thise. Der er røget Danbo, der er osteroulader med tranebær og med hvidløg og Gouda, der er flødeost med peberfrugt og hvidløg, der er skæreost med sort peber, samt dejlige oste med og uden kommen. Vi skal spise meget ost de kommende dage.

En dejlig tur





























Her på min fridag før påskedagene, skulle der hjembringes diverse oste til påskens måltider, og da jeg var kommet op, tænkte jeg på Thise Mejeri, så fluks måtte jeg se på nettet for at tjekke åbningstider, og der var åbent fra kl. 8.30 til kl. 11.00, så strak ud i bilen og til Hvalpsund for at tage en tur med færgen Mary til Salling. Jeg nåede færgen kl. 9.00 og fik handlet og var hjemme igen kl. 10.30, så det er en nem tur. Jeg nød det dejlige friske solskinsvejr, selv om der var temmeligt koldt, men når man har taget godt varmt tøj på, er det dejligt at være ude i det friske vejr, så det var en god tur. Nu kan vi så nyde forskellige dejlige oste her i påskedagene.






tirsdag, marts 18, 2008

Forår/vinter



Sådan så det ud i morges, og hvorfor f..... er det så at der skal komme sne nu, da vi stort set ikke har set skyggen af det hele vinteren. Der loves mere i påskedagene og nu vil vi ha' sol, lys og varme. Der blev dog masser af sol op af dagen, så der kunne tilbringes tid på den lukkede terasse med et par ugeblade. Der er ikke blevet lavet ret meget i dag, for jeg har haft en rigtig vedholdende hovedpine og så er det bedst at slappe helt af, men det er nok ret typisk for mig, at en dag der ikke er masser af planer for udløser hovedpine, og sådan starter en ferie ofte for mig, håber at det ser anderledes ud i morgen.

Udflugt





Bortset fra vejret som var bidende koldt, havde vi en god tur i går. Første stop var Års Vandtårn, hvor der sælges garn i lange baner, og naturligvis blev jeg fristet, så der blev indkøbt uldgarn til en trøje. Det er absolut heller ikke sidste gang at der vil blive handlet garn der, da der udover et stort udvalg også er en fantastisk god betjening. Turen gik derefter videre til Kunstladen, hvor vi fik en del inspiration med fra og naturligvis også handlet lidt og så sluttede vi af i Blomsterstalden i Mejlby, hvorfra der så blev hjembragt lidt løgvækster til krukker, men måske er det lidt for tidligt med de udendørs krukker, da termometret lige nu viser sølle 1,2
grader og i nat har der været frostvejr. Jeg vil dog benytte dagen til at lave lidt indendørs dekoration, da påsken nu står lige for døren.

mandag, marts 17, 2008

Årets første


Endelig kom de, årets første rabarber, ikke så mange endnu, men der var nok til en dejlig gang rabarberkompot lavet med rørsukker og vanille. Der er ikke noget som smager skønnere, det smager af, at nu skal der snart mange dejlige friske ting fra haven på bordet. Vi er klar.

Forårshaven


For min bror og svigerindes skyld, vil jeg lige undskylde at der endnu ikke er billeder på bloggen af havens vilde planter. Jeg har kigget og kigget med endnu er det ikke lykkedes at finde bare en lille smule frisk svalderkål til at putte i salatskålen, ligeledes er det med brændenælder, som er rigtig gode hakket og tilsat pandekagedejgen . Vi glæder os helt sikkert til at også disse planter viser sig på matriklen, så vi kan gøre brug af den viste kogebog.

I dag

Så er det i dag at årets første udflugt med bedsteveninden skal føres ud i livet.
Vi skal se på garn, kunst, brugskunst og blomster.
Jeg glæder mig til turen og til mange flere i årets løb.
Solen skinner og jeg har ferie, så det kan ikke blive meget bedre.

fredag, marts 14, 2008

Nye oplevelser hver dag








Det var en dejlig lørdag med masser af solskin og tid tilbragt i haven. Nu myldrer det virkeligt op af jorden og bare man kommer langt nok ned ses alle de dejlige forårsbebudere.
Drivhuset er fyldt med nyt jord, klar til at tage imod basilikum, saltat, dild og rødbeder i første omgang. Senere vil så agurker og tomater indtage pladsen. Alt grandækning af planter er fjernet og kørt på genbrugspladsen, græsset rundt hvor tipien skal stå, er blevet slået, så nu kan vi snart stille op igen. Der er hentet mirabellegrene og ribis ind til vaserne, så foråret er også nået herind, det lyser godt op sammen med indkøbte perlehyacinter, hvide hyacinter og et par bundter tulipaner. Jeg har nu en god lang ferie forude, skal først på arbejde igen den 27. så det bliver rart med lidt hjemlig hygge.

Krydderurter









Som billederne viser har det været en god vinter for krydderurterne i haven, og hele vinteren har vi hentet frisk rosmarin, salvie og timian i haven. Nu begynder der også at komme gang i de lidt mere sarte vækster, det er rart. I dag skal der ikke bruges krydderurter i maden, men masser af karry, da menuen står på kyllingesalat med ris. Det er første gang det skal prøves her på matriklen, men opskriften ser lovende ud, så jeg tror det bliver et hit.

onsdag, marts 12, 2008

2. weekend i marts













Den anden weekend i marts blev altså også brugt på lidt haveliv, selv om Poul Erik måske har glemt det. Der blev ryddet op og fejet på 2 af terasserne, så de nu er helt klar til at tage i brug så snart solen viser sig. Det milde vejr gør jo, at der allerede er en sand blomsterrigdom rundt i haven, selv om det er de små vækster som viser sig på denne tid, men det er heller ikke helt ringe, det kræver bare at man skal bevæge sig lidt mere rund for at glædes over dem. Selv mirabelletræerne blomstrer allerede, påskeklokken står med flotte blomster og vintergækkerne står flotte endnu. Et lille bål, er jo også altid dejligt, så der skal ikke så stor anledning og specielt godt vejr til, for at der er tændt op i bålgryden. Vi håber nu at vejret vil vise sig fra sin bedste side i påskedagene, hvor vi regner med at begge børn kommer på besøg, og så vil det jo være godt med noget udeliv, hvilket vi alle holder rigtig meget af.