mandag, juli 20, 2009

Lilla morgen







Da jeg træder ud på terrassen denne mandag morgen, mødes jeg af lilla farver i alle afskygninger, der er lavendel, sommerfuglebusk, en krukkeplante, og også en blomstrende plante i vandbassinet. Det er ikke dårligt, da lilla så afgjort også er min foretrukne farve, men sjovt nok er det ikke tilsigtet, men det er nok sådan, at når man har en yndlingsfarve, vil der også ubevidst bllive valgt planter i denne farve til haven. Ved nærmere eftertanke findes der næsten ingen gule blomster her på matriklen, og det er nok fordi jeg ikke bryder mig om gult.
Jeg har også lige rundet moreltræet, som bærer i overflod dette år, så der blev lige plukket en stor skålfuld, som der kan spises af i dagens løb, vi har også lavet nogle liter saft af moreller, og der er mange endnu, men efterhånden er der flest på de højtsiddende grene, så stigen står ved træet, hvis nogen har lyst til flere.

tirsdag, juli 14, 2009

Der er sket en fejl

Beklager meget, men ved en fejltagelse havnede mit sidste indlæg på bloggen, altså på Jensens blog, så hvis nogen har lyst til at læse med er adressen altså www.vorhund.blogspot.com

Jeg håber at jeg ser mig bedre for næste gang, jeg vil dele noget.

lørdag, juli 11, 2009

The til vinterbrug


Mellem bygerne bruges der tid på at samle forråd til vinter, lige nu går det op i urter til morgenthe. Det er så heldigt at vejret arter sig, så de kan tørres på på havebordet, hvor der er lidt vind og sol, så vi får helt sikkert gode urter til at fremstille the af, når det ikke længere er mulig at plukke de friske i haven.

søndag, juli 05, 2009

Hvor er det dejligt





Efter masser af dage med bagende sol, temperaturer mellem 26 og 30 grader er det en fornøjelse at vågne til overskyet vejr, hvor temperaturen kun er omkring de 18 grader.
Her på matriklen er vi ikke de store solnydere, og de sidste mange dag har været besværlige, da alt har drejet sig om at finde skyggefulde steder, hvor der måske kunne komme en lille vind forbi. Nogle bliver også lidt irritable, så der kan ikke tales om at humøret er i top. Jeg tro dagen i dag vil nydes, da det ser ud til at der kan tilbringes tid udendørs, uden at finde skygge, måske er det også muligt at opholde sig i bilen uden at få hedeslag, forhåbentlig, da vi har en eftermiddags kaffeaftale i nærheden af Klejtrup. Senere på dagen vil vi så drage til Skive, da Sune skal køres hjem, og der vil nok smide et par pølser på grillen, inden vi returnerer her til. I morgen begynder der jo en ny arbejdsuge.

torsdag, juli 02, 2009

Varmebølge


Selv om det nordlige af Jylland er ramt af en varmebølge, skal der alligevel mad på bordet. Det er ikke nemt at tage sig sammen til at fremstille noget, men i dag har jeg lavet mad til 2 dage. I dag vil vi spise risotto med tomater og champignon, dertil en salat af feta, oliven og basilikum og så en rest røget helt. Der er også jordbærgrød i køleskabet, så mon ikke vi bliver mætte.
Sune kommer hertil i morgen, og så er der selvfølgelig taget hensyn til, hvad han gerne vil spise, så derfor har jeg forberedt "Fiskefad med spinat" og opskriften kommer lige her:
6-800 g. mørksejfilet
salt
peber
450 g. frossen spinat
5 tomater
1 tsk. oregano
5 dl. mornaysauce
rasp
Fordel den optøede spinat i bunden af et smurt ildfast fad og drys med salt og peber. Skær fisken i portionsstykker og placér disse ovenpå spinaten. Drys igen med salt og peber. Skær tomaterne i skiver, læg dem på fisken, drys med oregano og hæld mornaysauce over. Drys lidt rasp på.
Bages midt i ovnen ved 200 grader i ca. 40 min.
Server med pasta og grøn salat.
Velbekomme.