tirsdag, september 30, 2008

Så gik den september






Så er endnu en måned brugt, og nu er det for alvor at efteråret melder sin ankomst. DMI melder om regn og blæst den kommende tid, lavtrykkene står i kø for at komme ind over lille Danmark, og dette mærkes helt klart på de gigtplagede led. Der er temmlig mørkt om morgenen, når der er tid for at rejse sig fra sengen, det er nødvendigt at tænde lys, der er åbnet for radiatorerne, så
vi kan opholde hos indendørs uden hele tiden at være indpakket i plaider.
Måneden har ellers været ret pæn, sådan rent vejrmæssig, og mange aftner er blevet tilbragt på terassen ved bålgryden og med mange tændte lys rundt i haven.
Selv om det er trist at tænke på at det er blevet dømt indedørsvejr, er der da heldigvis mange gode sysler, som kan tages op, gode bøger - blade - strikketøj og ikke at forglemme er der også dømt tid til at lave nogle af de gode gammeldags retter, såsom brunkål, farserede porrer, hvidkålsrouletter, gule ærter og meget andet. Dejligt at hver årstid byder på forskellige gode råvarer, som bør nydes mens sæsonen står på.

søndag, september 28, 2008

Twins


Vores gode ven Ole er blevet far til tvillinger, to dejlige drenge, så nu er der dømt turbo på strikkepindende, da der skal fremstilles trøjer til drengene.
Det er hyggeligt at køre forbi deres bopæl, hvor 2 storke pryder indkørslen, og nu vender de næbbet mod huset, hvilket betyder at alle er hjemme. Børnene blev født ca. 1 mdr. for tidligt, men var et par store drenge på 2.7 og 2.8 kg, så de måtte kun lige i varmekasse 1 døgn, hvorefter de var parate til at deltage i hvad livet nu byder på.

fredag, september 26, 2008

Det lyttes der til


For tiden lytter jeg med stor glæde til Johnny Madsen, og i radioen i dag har jeg lige lyttet til flere numre fra hans debutalbum " De tørre er de best...Men de våde er de flest", dengang som nu er han god, og rammer dybt med sin musik, jeg må nok se at anskaffe mig flere af hans udgivelser, det er god musik at høre på Cd'afspilleren i bilen.
Desuden har jeg dyb respekt for han seriøse malerier som helt klart også er et studie værd.
Jeg kan godt forstå, at han har fået en gade eller måske er det kun en lille vej opkaldt efter sig i fødebyen.

onsdag, september 24, 2008

Arvesølvet

Ved tømning af farfars hus i lørdags, dukkede disse gamle glaskugler op, og de havnede her på matriklen. Da der i dag kun er 3 mdr. til juleaften, vil de ikke blive gemt så langt væk, da de skal pynte på juletræet i år sammen med andet gammelt juletræspynt.
Sidste år holdt vi jo jul i sommerhus, hvor der kun var det pynt på træet som vi kunne nå at klippe og klistre på den korte tid og af de forhåndenværende materialer, så i år vil vi nok give den hele armen, da vi regner med at tilbringe juleaften her.

Efterårssolhverv


Så har vi passeret efterårssolhverv her den 22. september, men sommerfuglene ser nu ud til at trives godt endnu, det gør vi også, for efterårsvejret viser sig fra den allerbedste side, og vi forventer stadig mange gode timer i haven hvor tipien står endnu, dahliaerne blomster med en overvældende blomsterpragt, der er stadig tomater, basilikum, dild og chilier at hente i drivhuset. Der bliver plukket brombær og hindbær, der hentes squash og gulerødder i urtehaven, så der er meget som kan nydes endnu.
I drivhuset er den ene side blevet ryddet(der hvor agurkerne var) så geranierne snart kan komme indenfor, men vi venter lidt endnu, til der meldes om nattefrost.

mandag, september 22, 2008

Nyt legetøj



Jensen har fundet nyt legetøj, et lille sødt pindsvin, som vi første gang så søndag morgen i tipien. Godt at vi havde fodtøj på, så vi ikke lige trådte på sådan en lille pigget fyr. Der blev sagt fy til Jensen, og vist ham at vi ikke ville ha' at han legede med pindsvin og så fik den fred til at gemme sig et eller andet sted på matriklen, men det gik kun til ved aftentid, så var det galt igen, og han viste stolt sit "legetøj" frem, altså måtte endnu en redningsaktion igangsættes. Vi har ikke set den siden, den pilede hen og gemte sig i Hans' lund, så vi håber at den nu får fred og ro til at finde sig et godt vinterhi.

søndag, september 21, 2008

Johansvej




I går, 20. sept. var så dagen hvor vi fire søskende skulle tømme(rydde op) i fars hus efter at han i begyndelsen af august kom på plejehjem. Jeg skal lige hilse og sige at der kan samles meget sammen i løbet af et langt liv, meget uden værdi for dem der skal rydde op, men også ting man har glemt eksisterede og som bragte svundne minder frem.
Vi fik tømt huset, på nær de møbler der skal fremme salget af huset. Disse må så hentes når far har fået solgt. Det blev en lang dag, startende hjemmefra kl 08.10 og hjemme igen 22.15 så jeg sov også helt til kl otte i dag. Jeg håber jeg når at få ryddet mere op inden jeg ikke kan overskue det mere, men man kan jo aldrig vide, det vanskeligste at spå om er jo som bekendt fremtiden.

Septembers himmel er så blå


Der er god underholdning i radioen sådan en søndag, først Café Hack med Søren Dahl og inviterede gæster, som altid plejer at være mennesker der har noget på hjerte, derefter lyttes der her på matriklen til Giro 413, som er Sunes yndlingsradioprogram, og derfor også er blevet noget vi andre lytter med på. I dag blev der så spillet Septembers himmel er så blå, og vi kiggede straks op, og det var rigtigt.
Teksten som er skrevet af Alex Garff i 1949, den er meget smuk:

Septembers himmel er så blå
dens skyer lyser hvide,
og lydt vi hører lærken slå
som før ved forårstide.
Den unge rug af mulden gror
med grønne lyse klinger,
men storken længt af lande fo'r,
med sol på sine vinger.

Der er en søndagsstille ro
imellem træ'r og tage,
en munter glæde ved at gro,
som var det sommerdage.
Og koen rusker i sit græs
med saften om sin mule,
mens bonden kører hjem med læs,
der lyser solskinsgule.

Der er tre vers mere, så hvis der er interesse, find sangen frem og læs den.
Der findes glæde og optimisme overalt, bare man åbner øjnene.

lørdag, september 20, 2008

Fri

Jeg holder fridag i dag, fri for mand, børn, madlavning men ikke for hund. Det er også O.K., han nyder nemlig også at der er linet op med forskelligt på terassen. Ugebladet Søndag er indkøbt, mest fordi der var en gratis bog med i denne uge, og den vil jeg gerne læse, så kan man jo spørge sig selv hvilken del der er sidegevinsten, for det er også fint med et ugeblad. Strikketøjet og kaffen er også linet op udendørs, der er kommet hynde i den gode stol, og et tæppe er fundet frem, for selv om solen skinner er der jo ikke sommer mere. Vaskemaskine kører, så nu kan jeg bare hygge mig indtil jeg kører afsted for at få serveret mit aftensmåltid.

Fredag aften

Sønnen havde inviteret os på café i aftes og det var hyggeligt, ellers ville aftenen nok være blevet tilbragt foran "flimmeren" da vi plejer at være godt møre efter ugens arbejdsliv.
Da vi så var kommet hjem, var dejligt at gå ud i tipien og få en god nat søvn, inden lørdagens gøremål , hvilket for Poul Erik indebærer, at han skal til Vildbjerg sammen med sine søskende, for at tømme farfars hus. Jeg er mere heldig, skal bare tilbringe en dag her på matriklen, med lidt vasketøj, og så nok ellers strikketøj og en god bog. I aften skal jeg spise hos gode venner, har godt nok inviteret mig selv, men det bliver det ikke ringere af.

fredag, september 19, 2008

Morgenstund har guld i mund


En septembermorgen kan være ualmindelig smuk. Sådan så himlen ud kl. 7.10 i morges, solen var ved at stå op og oplyste naboens træer så de virkelig skinnede som guld. Der var også en flot regnbue på himlen, selv om der her hos os ikke var antydning af regn, men der gik ikke mere en en halv time, før det begyndte at dryppe, og himlen blev grå og trist, og sådan har det været siden, godt at vi var oppe og nyde den smukke morgen.

torsdag, september 18, 2008

Plæneklipning samt tipi i haven




Sæsonen for klipning af græsplænen er endnu ikke forbi, så der er gang i både den ene og den anden plæneklipper, det er er med at få det ordnet nu da der er stabilt tørvejr.
Tipisæsonen er snart slut for i år, men mon ikke den kan stå ude en månedstid endnu, vi håber på at der også vil være en god tørvejrsperiode i oktober, for det er bedst den er nogenlunde tør, når den skal nedtages. Det er altid vemodigt at nedtage den, da vi så ved at det er den mørke tid vi går i møde, og at det næste halve år skal leves indendørs.

onsdag, september 17, 2008

Voksen

Se ham, nu er han blevet en voksen hund. Han er smuk og dejlig og det ved han helt sikkert godt.

tirsdag, september 16, 2008

Yndlingsbeskæftiglese


I dag er Jensen igen i gang med yndlingsbeskæftigelsen, at jage katte, men han er godt træt af når katten vælger at komme uden for hans rækkevidde, på toppen af falkekassen. Sidste gang det skete, var vi ret bekymrede for kattens ve og vel, så vi kontaktede Falck "det er ikke en joke", men fik svaret at hvis den ikke var kommet ned igen efter 3 dage, kunne vi da bare ringe igen. Vi valgte så at lukke Jensen ind, køre på besøg hos venner, og da vi returnerede ca. 3 timer senere var katten væk fra kassen, så det regner vi med sker igen denne gang, selv om vi bliver herhjemme.

mandag, september 15, 2008

Uge 38




Det ser ud til at det er her i uge 38, at efteråret begynder for alvor. Jeg har set i fjernsynet at efterårets første nat, med frost i græshøjde har været her, og det ser ud til at midt på ugen vil det ske igen. De første gule blade er også ved at vise sig på træerne, men der er stadig masser af hindbær at plukke, næsten så mange at vi ikke ved hvad de kan bruges til, derimod er der ikke så mange paradisæbler, men træet har vi også kun haft et par år, men mon ikke der kan blive til en enkelt lille flaske paradisæblesnaps. Tallerkensmækkerne breder sig lystigt på kompostdyngen, men det er jo dejligt at de kan dække den, for en kompostdynge er jo ikke det kønneste at kigge på.

søndag, september 14, 2008

FULDMÅNE


Dagen i går, som var en flot efterårsdag med sol, sluttede af med en fantastisk fuldmåne på østhimlen som lyste haven op et godt stykke hen på aftenen.
Dagen blev brugt på at få fejet og ryddet op på terasserne, der blev kasseret en del af sommerblomsterne i krukkerne, så nu er det nok snart nødvendig at frekventere en planteskole, så der kan indkøbes nogle lidt mere efterårsagtige vækster, til at pynte udendørs.
Dagen i dag skinner solen også, men græsset er temmelig vådt endnu, så derfor begynder vi indendørs, der er et lidt som skal males, og så er der taget bær op af fryseren, til en gang alliancemarmelade. Aftensmaden kan også forberedes, derefter er planen at vi vil tilbringe et par timer udendørs i haven, stikkelsbærbusken trænger til at blive befriet for ukrudt, og ribs- samt solbærbuskene kan godt tåle en kraftig beskæring. Vi mangler aldrig gøremål.

lørdag, september 13, 2008

Strygning


Strygetøjet har en tendens til at hobe sig op her på matriklen, jeg forstår ikke rigtig hvorfor, for jeg kan faktisk rigtig godt lide at stryge. Når strygebrædtet bliver stillet op, der er kommet vand i strygejernet og det er varmt og jeg kommer i gang, kommer der også gang i i en masse tankevandring, for strygetøjet kræver jo ikke den helt store tankevirksomhed. NU f.eks. da jeg var ved at stryge denne dug, som moster Tulle har broderet da hun var ung, blev det til rigtig mange tanker om det liv vi har haft sammen med hende, og jeg var langt tilbage i tiden, og huskede rigtig mange ting, som der ikke bliver tænkt på i det daglige. Så sådan en seance gør rigtig godt.

fredag, september 12, 2008

Forlænget weekend






I går kl. 14.00 begyndte min weekend, da jeg holder en feriefridag i dag. Da jeg havde ramt matriklen, midt på eftermiddagen tog jeg kameraet med en tur rundt i haven, og der er masser at se på. Solsikkerne er blevet kæmpestore og bierne elsker dem, anisisopen blomstrer for fuld kraft, og det nyder sommerfuglen godt af, sergentæblehækken står med masser af bittesmå frugter, så der er meget fuglemad, der er masser af svampe rundt i haven, og mon ikke mus godt kan lide det. Kvæderne er nok mest til nydning for os, og de pynter herinde i vaser og på fade.
Sussi er inviteret til bryllup idag kl. 13.30 hos bedsteveninden fra gymnasietiden, og jeg vil gerne være her for at køre hende til bryllupet, så hun er fri for at have bil med, og vi må derfor naturligvis også være klar til at hente hende engang i nat.
Meteorlogerne lover dejligt efterårvejr hele weekenden, så mon ikke vi vil bruge en del tid i haven, da der forskellige ting som godt kan trænge til et eller to par kærlige hænder.
Der bliver nok også tid til at få tilberedt et par gode måltider med forskellige ting som vi høster i haven. Alt tegner til at det bliver en god weekend.

onsdag, september 10, 2008

Lyksalighed


Hvilken lyksalighed, en septemberaften med så dejligt vejr, at jeg kan sidde på terassen med Poul Erik og Jensen, bare lige så stille og kigge ind i bålet, tale om løst og fast, lade tankerne vandre, drikke lidt rødvin og ellers gøre ingenting. Da bålet så er næsten brændt ud, gå hen i tipien for at sove med duften af nyslået græs i næsen, det bliver ikke meget bedre.

mandag, september 08, 2008

Solskin i september






Hvis der er nogen, som nyder godt af det lidt blandede septembervejr, er det dahliaerne i haven. Vi var lidt sent ude med at få knoldene i jorden, men til gengæld belønner de os nu med en blomsterrigdom ud over det sædvanlige, så de trives åbenbart godt med regn, sol og blæst , som skifter hele tiden. De sidste dage har vi nu været ret heldige med vejret, stort set tørt hele tiden her på matriklen, men lørdag hvor vi var inviteret til grillfest i Skive, havde der ca. 1/2 time før vi ankom, regnet så meget, at kloakkerne ikke kunne rumme alt det nedbør som kom, og det samme om søndagen, hvor vi skulle besøge venner i Ålestrup om erftermiddagen, til lidt "nydning" på terassen. Heldigvis var det begge steder blevet tørvejr, da vi ankom, så begge dele blev klaret i god ro og ordren.

lørdag, september 06, 2008

Venner




Da vi forlod Rotholm for at finde bilen og returnere til matriklen, kom Mads kørende med nedrullet vindue, og der blev lige råbt en hilsen til ham. Han standsede, og vi fik at vide at han og Alice var i sommerhuset. Hurtig som jeg er, inviterede jeg straks os selv på en kop kaffe, så vi også kunne hilse på Alice, og vi kunne så bare følge efter Mads og hunden, som havde det halve af kroppen ude af bilvinduet. Hunden altså. Det så noget faretruende ud, men det gik da heldigvis godt (sådan kører de nok ofte). Vi havnede ved deres sommerhus, og blev bænket ved havebordet på terassen, som vender ud mod fjorden, og der er simpelthen den mest vidunderlige udsigt, så lidt misundelig er man altså, men jeg forstår til fulde deres glæde over at eje et så fantastisk sted, hvor man ikke kan høre en bil, plæneklipper eller andet mekanisk, kun ro, ro og atter ro.

Dejligt vejr - fredag





Da vi var kommet hjem fra arbejde i går, blev vi enige om at vi ikke havde så meget lyst til at lave mad, og begge tænket vi straks på Rotholm i Hvalpsund. Der er ikke langt fra tanke til handling, så lynhurtigt ud i bilen og kurs mod Hvalpsund. Vi bestilte fisketallerkner og indtog et bord på forsiden af cafeen, hvor vi kunne sidde og nyde udsigten over havnen og fjorden. Der var fuldstændig vindstille, så det var dejligt at sidde der og indtage sin mad og et glas hvidvin og en fadøl. Det gør godt efter en uge med arbejde, samt elektikerbesøg 2 aftner, vi fik koblet godt af og blev klar til at starte weekenden, som byder på grillfest hos Sune i Skive, samt lidt græsslåning her på matriken, der er også lamper og billeder der skal hænges op i stuen, da vi nu er klar med den endelige placering af møblerne. Vi er også parate.