Da vi forlod Rotholm for at finde bilen og returnere til matriklen, kom Mads kørende med nedrullet vindue, og der blev lige råbt en hilsen til ham. Han standsede, og vi fik at vide at han og Alice var i sommerhuset. Hurtig som jeg er, inviterede jeg straks os selv på en kop kaffe, så vi også kunne hilse på Alice, og vi kunne så bare følge efter Mads og hunden, som havde det halve af kroppen ude af bilvinduet. Hunden altså. Det så noget faretruende ud, men det gik da heldigvis godt (sådan kører de nok ofte). Vi havnede ved deres sommerhus, og blev bænket ved havebordet på terassen, som vender ud mod fjorden, og der er simpelthen den mest vidunderlige udsigt, så lidt misundelig er man altså, men jeg forstår til fulde deres glæde over at eje et så fantastisk sted, hvor man ikke kan høre en bil, plæneklipper eller andet mekanisk, kun ro, ro og atter ro.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar