Så er det blevet tid til at gøre status over juni. Tiden flyver afsted, og hvor bliver den af, lige pludselig er der gået endnu en måned, den første sommermåned, hvor vejret har været noget blandet, men der er da kommet 39 mm regn her på matriklen, så nu er græsplænen grøn igen, temperaturen har de sidste 14 dage ikke været noget at skrive hjem om, men i denne uge loves der gode sommertemperaturer igen. Børnene har nu sommerferie. Sussi afleverer semesterets sidste eksamensopgave idag, og Sune sluttede sin skolegang i fredags, han rejser til hovedstaden i denne uge, hvilket han glæder sig meget til. Vi andre må vente 14 dage endnu med at blive ferieramt, men vi glæder os også til at holde fri og gå herhjemme og pusle lidt om haven, samt at få børnene på besøg så vi kan hygge sammen med dem.
Både fugle og Jensen hygger sig allerede rigtig meget i haven, krydderurterne trives godt, der ser også ud til at blive en del bær til fryseren, både brombær, hindbær, ribs og solbær. I år får vi ingen mirabeller, da de blomstrede alt for tidligt, og derfor nåede at få frost, men man kan jo heller ikke få det hele. Den gamle klatrerose viser sig fra sin smukkeste side i år, og står som en hel blomstervæg op af stakittet, den er meget velduftende, så det er en fornøjelse at komme tæt på den. I drivhuset er der god gang i tomater, agurker, basilikum, salat og dild, så der kan hentes til dejlige salater hver dag. Samtidig er det en fornøjelse at komme derud hver morgen, da søpindsvinekaktusserne har blomstret lystigt de sidste 14 dage, så der er en fantastisk duft af vanilje når døren åbnes.
Sussi har tilbragt en god uges tid her for at skrive eksamensopgave, så i den tid er der nok også blevet gjort lidt ekstra ud af maden, da det er nemmere at lave mad til 3 personer, så bliver der nemlig ikke så mange rester, der jo også skal anvendes, og derfor hænder det ofte i dagligdagen at vi spiser en rest. Jordbær med fløde har også stået på programmet flere gange i denne måned, da det er med at spise løs i den korte sæson. Der er også havnet nogle i fryseren, så vi kan få smooties og jordbærgrød senere på sæsonen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar