I går var der flotte cumulusskyer på himlen men ingen vind, så det var en meget varm dag, hvor skyggen fra en parasol blev foretrukket i selskab med en krimi. Aktivitetsniveauet var faktisk lig nul her på matriken, en "morfar" blev der også plads til og så klarede vi lige at tilberede lidt mad, for "uden mad og drikke, du'r helten ikke".
Idag har der ikke været en sky på himlen, men derimod er vinden gået i vest, så det er en del mere behageligt at opholde sig udendørs. Der er blevet plukket hyldeblomster til hyldeblomstsaft, og den første portion står nu og trækker. Lige nu er Poul Erik i gang med at klippe plænen, der selv om det er meget tørt, har lange strå hist og pist, og hvis der som forventet kommer regn i den kommende uge, vil den helt klart blive en del pænere, hvis den er tætklippet nu.
I aften får vi leveret jordbær til fryseren, så disse skal lige skylles og nippes, men derefter står det på Rejseholdet og Beck i fjernsynet, og så er vi vel klar til en ny uge.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar