søndag, juni 15, 2008

Søndag morgen/formiddag


Så er det blevet søndag igen, jeg er alene på matriklen, da Poul Erik og Jensen, er taget en tur til Ulbjerg Klint for at få en god luftetur, inden dagens hundetræning som foregår mellem kl. 11.00 og kl. 12.00. Sussi har lige vendt næsen mod Fyn, da hun har en fremvisning på http://www.svendborgmuseum.dk/ kl. 14.00 for et menighedråd, hun har nemlig været heldig at få arbejde der, og det er et arbejde som fint kan kombineres med hendes studier på SDU i Odense.
Sune tilbringer denne weekend hjemme hos sig selv, han har travlt med at forberede sin ferietur til hovedsteden i uge 27.
Jeg har lige været en tur rundt i haven, lukket døren op i drivhuset så der kan komme luft derind, kigget lidt på ribs og solbær, som ser ud til at give en rimelig høst i år, og til sidst lige foran terassen kigges og duftes der til lavendler, som er tidligt på færde i år. Det ser ellers ud til at blive en dag som skal tilbringes mest indendøre, da der driver tunge skyer med regn over Himmerland, og selv om vi hellere vil have regn på hverdage, glæder vi os over hver dråbe som kommer fra de tunge skyer.
Dagen kan tilbringes med vasketøj (jeg har lige fået en ny vaskemaskine) og strygetøj, som der er en pæn bunke af og så skal der lades op til en ny uge.

Ingen kommentarer: