fredag, september 04, 2009

Efterår



Kalenderen siger første efterårsmåned, og vejret siger det også, så derfor er der blevet tid til lidt kagebagning. Vi har nu bagt denne rødbedekage de sidste 2 dage, og har haft den med på arbejde, så forskellige har kunnet smage til og der er taget nogenlunde godt imod den, men mænd har det lidt svært med rødbeder i kage og så pyntet med spiselige blomster. Her på matriklen synes vi det er en god kage, så opskriften følger lige her:
200 g farin
2 æg
1 1/4 dl. olie (gerne en god rapsolie)
2 tsk. bagepulver
2 tsk. kanel
1/2 tsk. stødt nellike
1/2 tsk. vaniljesukker
1/2 tsk. stødt ingefær
et drys salt
saft af 1/2 citron
150 g rå reven rødbede
Æg og farin piskes sammen og olie kommes i. Mel, bagepulver og krydderier rørses i og tilsidst rødbeder og citronsaft.
Dejen kommes i en smurt form og bages 30-45 min. ved 180 grader.
Når kagen er kold kommes der creme på, og tilsidst pyntes med blomster (blomsterkarse, eller tagetes)
Creme:
100 g flødeost naturel
25 g smør
100 g flormelis
og lidt citronsaft.
Velbekomme.

onsdag, september 02, 2009

Thise Mejeri





Hver gang muligheden byder sig, handles der ost og mælkeprodukter på Thise Mejeri, da jeg er sikker på at det er landets bedste. Naturligvis har dagligvarebutikkerne her også produkter fra dette fremragende mejeri, men udvalget er ikke særlig stort, og derfor bliver der fyldt op i køleskabet når vi er i nærheden. Sidst vi var i nærheden, var i sommerferien, så vi skal snart dertil igen.
Denne fantastiske ko, udført i jern, står som et vartegn for det lille mejeri (som altså ikke er så lille mere) foran indgangen til butikken, og det er et dejligt syn. Den har tidligere været placeret på Posthustorvet i Skive, og nok kun ventet på at Thise Mejeri skulle blive færdig med deres store udvidelse, men nu er den helt klart kommet hjem, hvor den passer fantastisk.

torsdag, august 20, 2009

Frugtbare frugttræer




Selvom sommeren i haven ikke har været det bedste for grøntsager og urter i drivhuset skal jeg da lige love for at der er gang i frugttræer og buske.
Frugttræerne var heldige at have blomstringstid uden nattefrost og det kan så sandelig ses på de mængder af mirabeller, æbler, pærer og hindbær.
Vi kan kun bruge en brøkdel af af den frugt der er på de bugnende mirabellegrene, så der bliver noget til fuglene (og hvepsene). Selv musene nyder godt af de mange nedfaldne frugter, det kan man se til foråret når der skal ryddes op i brændeskjulet og der afdækkes dynger af "hulsten" hvor kernen er pillet ud.
pe

mandag, juli 20, 2009

Lilla morgen







Da jeg træder ud på terrassen denne mandag morgen, mødes jeg af lilla farver i alle afskygninger, der er lavendel, sommerfuglebusk, en krukkeplante, og også en blomstrende plante i vandbassinet. Det er ikke dårligt, da lilla så afgjort også er min foretrukne farve, men sjovt nok er det ikke tilsigtet, men det er nok sådan, at når man har en yndlingsfarve, vil der også ubevidst bllive valgt planter i denne farve til haven. Ved nærmere eftertanke findes der næsten ingen gule blomster her på matriklen, og det er nok fordi jeg ikke bryder mig om gult.
Jeg har også lige rundet moreltræet, som bærer i overflod dette år, så der blev lige plukket en stor skålfuld, som der kan spises af i dagens løb, vi har også lavet nogle liter saft af moreller, og der er mange endnu, men efterhånden er der flest på de højtsiddende grene, så stigen står ved træet, hvis nogen har lyst til flere.

tirsdag, juli 14, 2009

Der er sket en fejl

Beklager meget, men ved en fejltagelse havnede mit sidste indlæg på bloggen, altså på Jensens blog, så hvis nogen har lyst til at læse med er adressen altså www.vorhund.blogspot.com

Jeg håber at jeg ser mig bedre for næste gang, jeg vil dele noget.

lørdag, juli 11, 2009

The til vinterbrug


Mellem bygerne bruges der tid på at samle forråd til vinter, lige nu går det op i urter til morgenthe. Det er så heldigt at vejret arter sig, så de kan tørres på på havebordet, hvor der er lidt vind og sol, så vi får helt sikkert gode urter til at fremstille the af, når det ikke længere er mulig at plukke de friske i haven.

søndag, juli 05, 2009

Hvor er det dejligt





Efter masser af dage med bagende sol, temperaturer mellem 26 og 30 grader er det en fornøjelse at vågne til overskyet vejr, hvor temperaturen kun er omkring de 18 grader.
Her på matriklen er vi ikke de store solnydere, og de sidste mange dag har været besværlige, da alt har drejet sig om at finde skyggefulde steder, hvor der måske kunne komme en lille vind forbi. Nogle bliver også lidt irritable, så der kan ikke tales om at humøret er i top. Jeg tro dagen i dag vil nydes, da det ser ud til at der kan tilbringes tid udendørs, uden at finde skygge, måske er det også muligt at opholde sig i bilen uden at få hedeslag, forhåbentlig, da vi har en eftermiddags kaffeaftale i nærheden af Klejtrup. Senere på dagen vil vi så drage til Skive, da Sune skal køres hjem, og der vil nok smide et par pølser på grillen, inden vi returnerer her til. I morgen begynder der jo en ny arbejdsuge.

torsdag, juli 02, 2009

Varmebølge


Selv om det nordlige af Jylland er ramt af en varmebølge, skal der alligevel mad på bordet. Det er ikke nemt at tage sig sammen til at fremstille noget, men i dag har jeg lavet mad til 2 dage. I dag vil vi spise risotto med tomater og champignon, dertil en salat af feta, oliven og basilikum og så en rest røget helt. Der er også jordbærgrød i køleskabet, så mon ikke vi bliver mætte.
Sune kommer hertil i morgen, og så er der selvfølgelig taget hensyn til, hvad han gerne vil spise, så derfor har jeg forberedt "Fiskefad med spinat" og opskriften kommer lige her:
6-800 g. mørksejfilet
salt
peber
450 g. frossen spinat
5 tomater
1 tsk. oregano
5 dl. mornaysauce
rasp
Fordel den optøede spinat i bunden af et smurt ildfast fad og drys med salt og peber. Skær fisken i portionsstykker og placér disse ovenpå spinaten. Drys igen med salt og peber. Skær tomaterne i skiver, læg dem på fisken, drys med oregano og hæld mornaysauce over. Drys lidt rasp på.
Bages midt i ovnen ved 200 grader i ca. 40 min.
Server med pasta og grøn salat.
Velbekomme.

tirsdag, juni 30, 2009

Sommer i Danmark


Der er lidt stille her på siden for tiden, dette skyldes bl.a. at der nu er blevet sommer for alvor, så det med at opholde sig ved computeren har ikke stor prioritet.
Det er ikke fordi, at vi ikke har lige så travlt som bien, der samler nektar, vi samler også forråd.
I søndags blev vi foræret masser af jordbær, så saftkogeren blev hentet frem og der blev fabrikeret 18 ltr. jordbærsaft, der blev også nedfrosset en del til grød, syltetøj, kage m.m.. Vi havde allerede fået en del løsfrosne bær i fryseren, som skal gøre godt i de smooties, der skal indtages i vinterhalvåret.
Vi hører ikke til i den del af den danske befolkning, som nyder disse høje temperaturer, så vi kan også godt lide at holde fri midt på dagen, hvor der så kan læses lidt i en god bog.
Hver eneste dag, skal der vandes grundigt igennem i drivhuset, samt krydderurtebedet, og så lige alle de krukker, som pynter på terrassen, så det tager også en del tid.
Vi begynder så småt at se frem til at holde sommerferie, men det skal nok passe, at vejret så vil arte sig sådan er der kun er mulighed for indendørssysler.

onsdag, juni 24, 2009

Nabovisit




Min nabo har flere gange klaget over at jeg ikke kom for at se på haven, så i dag blev det. Vejret er dejligt og jeg har fridag, så i god tid til formiddagskaffe gik jeg på visit. Det første jeg blev mødt af var den yndigste kattekilling, som gerne måtte bo sammen med mig, men jeg tror ikke at Jensen ville synes at det var en god idé, så den fik lov til at blive boende.
Jeg ville gerne se hvordan det gik med de vandiris, som hun fik da vi nedlagde vores gamle havebassin, og det er nu blevet en hel hæk, så den lille plante vi har, er ikke noget at prale med. Vi har dog også bestemt at den skal flyttes, da det lave bassin bedre kan udnyttes med planter som kræver at have fødderne i vand, så der vil den blive flyttet til snarest.
Det var også rigtig hyggeligt at møde gårdens københavnerferiepige i gennem mere end 50 år. Jeg har kendt hende hele mit liv og vi er navnesøstre. Der blev udvekslet minder fra mange år.
Her på matriklen er der så ikke blevet lavet ret meget i dag, og nu lades der op til møde i Skive senere på dagen.

Skæld ud




Da Sct. Hansaften i år faldt på en hverdag, fejrede vi midsommer alene her på matriklen, børnene har jo deres at passe, så de kunne ikke være sammen med os. Da vejret var fint skulle maden indtages på terrassen uden for køkkenet, og så blev der ballade. Der sad en fugl i mirabelletræet og skældte ud på os under hele måltidet.
Vi måtte ind og finde fuglebogen frem, for at artsbestemme den, og det var det altså en grønirisk. Naturligvis skulle der tændes op i bålgryden, så vi kunne spise jordbær til ildens knitren, og så var der også meget fuglelarm i takshækken der omkranser terrassen. P.E. måtte op og kigge om der var noget, og fandt så en rede med store unger i, så det er da klart at vi ikke var specielt populære, når vi nu var i vejen for at fuglemoderen kunne fodre sine unger. Vi bruger ikke denne terrasse så meget, da vi når vejret tillader det opholder os mest på den ottekantede terrasse, og derfor er fuglene naturligvis ikke så trygge ved, at vi lige pludselig bestemmer os til at være et andet sted.

tirsdag, juni 23, 2009

Daglig glæde


Jeg nyder hver dag, at se på svampene i vor have, de har nu her den 03. juli pyntet på matriklen i 9 år, det var nemlig en gave til vort sølvbryllup fra gode venner, og det er ikke så ringe med gaver man kan glædes over dag efter dag og år efter år.
Jeg har altid været glad for den specielle blå farve på hattene, og det rustikke udseende, så jeg håber, at de holder mange år endnu.

mandag, juni 22, 2009

Sommermorgen












Der findes næsten ikke noget som er mere fantastisk, end at komme ud og åbne drivhusdøren sådan en dejlig sommermorgen, som der er i dag.
Luften er helt mættet af dufte, fra Søpindsvinekaktus (som dufter af vanilje), basilikum, dild, persille, tomater og agurk. Det er lige før man bliver helt høj af det.
Planterne trives godt, den første agurk er spist, der er masser af salat og krydderurter at hente, så det bruges der flittigt af til måltiderne. Egne friskplukkede tometer, må der ventes på et stykke tid endnu, men så må Brugsen jo klare forsyninger af disse.
Vasketøjet er hængt på snoren, og det skal nok blive tørt i dag.



lørdag, juni 20, 2009

Lørdag




Så er det blevet lørdag formiddag. Sussi har lige forladt matriklen, da hun skal møde på arbejde i H.C. Andersens hus i Odense kl. 13,00 i dag. Der er igen blevet plads på spisebordet, hvor hendes computer, notater m.m. har fyldt siden hun ramte i torsdags.
Sune er i haven for at se på tårnfalkeungerne, P:E. er kørt på indkøb, så her er fred og ro.
Da vi i år ikke skal lave hyldeblomstsaft (der er nok i fryseren fra sidste år), bliver hyldeblomsterne brugt til andre formål, og i går bagte jeg dessertpandekager, med hyldeblomster. De blev serveret med is og råsyltede hindbær, det smagte dejligt, så måske vil det havne på tallerkenen flere gange her i forsommeren.

torsdag, juni 18, 2009

Sommer


Dette er indbegrebet af sommer i Danmark. Dejlige nyplukkede danske jordbær. Vi er heldige med at Hanne er en god leverandør, så mon ikke vi får jorbærbehovet dækket i år.
Kalenderen siger også sommer, men det er ligesom vejrguderne ikke helt har fattet det, for der blæser kraftigt, så det er ikke så behageligt vejr udendørs. Jeg ved godt at der i næste uge loves temperaturer op til 27 grader, men det er faktisk for varmt, hvorfor kan vi ikke bare lige ha' 22 grader, let vind og så lidt natteregn.
Jeg går og venter på at Sussi lander her på matriklen, hendes lille bil skal på værksted i morgen igen, da der er en lampe som lyser, og den plejer at komme på et lokalt værksted. Samtidig har hun en aftale med en veninde om at se udstilling på Skals Håndarbejdsskole i morgen eftermiddag, så det passede ret godt for hende.
Aftensmaden er jo nem at gå til i dag, da tomatlasagnen står klar i køleskabet, der er også langtidhævet dejg til madbrød, og så skal der bare lige klares en lille salat. Det er til at overkomme.
Jeg tror nu alligevel jeg vil vove mig udendørs, for mon ikke der kan findes en lækrog hvor der kan optages lidt D-vitamin.

onsdag, juni 17, 2009

Fridag



Hvor er det fantastisk at det gode vejr netop falder på en onsdag, hor jeg har fridag.
Formiddagen blev brugt i godt selskab, sammen med veninden Britta, kaffe og masser af snak, samt en stikling af "ørepineplanten", som er en duftgeranie. Vi har i mange år haft denne plante på matriklen, men den er altså død i vinterens løb, så vi måtte desværre undvære denne plante på matriklen, da ingen af de planteskoler, jeg har frekventeret her i foråret, har været leveringdygtige.
Jeg blev derfor meget glad, da Britta gerne ville af med en plante til mig. Nu skal den plantes i god jord, og så have masser af vand og kærlighed, så tror jeg at at vi en sund og levedygtig plante ud af det.
Eftermiddagen er blevet brugt med at tilberede mad til de næste to dage. Dagen i dag er ret fantasiforladt, da der skal spises medisterpølse med nye kartofler og rødkål, men i morgen står den på tomatlasagne, da det for tiden er billiger at købe 10 tomater end 3, hvilket nok er det antal der bedst passer til vor lille husholdning. Normalt plejer vi at spise tomatlasagne når drivhuset bugner med tomater, men det er altså ikke endnu, men der kan nok ikke smages forskel på udenlandske og hjemmeavlede i denne ret.

tirsdag, juni 16, 2009

Blomster


Jeg er jo ikke vant til at få blomster i tide og utide, men i dag havde P.E. plukket den flotteste buket lupiner i grøftekanten på vej hjem fra arbejde så den pynter nu på spisebordet. Det med maden havde han ikke tænkt på, så derfor er han nu kørt efter yndlingspizzaerne, og det er fint.
Vi vil helt sikkert nyde at indtage pizza og derefter jordbær.

Tipi i haven








Vi har endnu ikke nået at få tipien opstillet på matriklen, men nu er den repareret, så nu mangler vi kun et par friske og villige hjælper, for at få den op at stå igen.
Da vi var til EUafstemning, var der en valgtilforordnet der spurgte efter den, og da jeg så sagde, om han ville komme og hjælpe, var svaret, at det kunne jo blive nødvendig, da han savnede synet af den, når han passerer her forbi 2 gange om dagen, så måske skal jeg tage ham på ordet.
Det er dejligt at være landet her i dag, da der på mit arbejde er hundekoldt, d.v.s. ca. 17 grader ved gulvet, og når der så bliver tændt for elradiatoren er der omkring 24 grader i hovedhøjde, og det er absolut ikke behageligt.
Jeg håber at manden i huset, har en idé til hvilken mad der skal indtages i dag, da jeg er helt udgået for gode idéer, men ellers må det blive noget fra det lokale pizzaria.
Jeg ved dog at der skal spises jordbær til dessert, af den gode gammeldags sort Dybdahl, for vor veninde Hanne, som har fået stiklinger af os, ringende i går, at det første kilo af sorten var plukket, og det skulle vi altså have. Det glæder vi os til.


lørdag, juni 13, 2009

Så er det stoppet





Her til morgen skinner solen fra en skyfri himmel, og det er dejlig oven på det sidste døgns silende regn. Ikke fordi der skal klages for haven har haft godt af de 38 mm der er faldet her på matriklen. Alligevel er det dejligt at nu hvor weekenden har ramt, skinner solen.
Der kigges på lavendlerne hver dag, for det kan ikke var længe før der er helt blåt i bedet, og en dejlig duft vil brede sig på terrassen, bierne vil sværme rundt derude. Det er sommer.
Vi er ved at gøre klar til at forlade matriklen, da der er aftalt at vi skal holde weekend hos Sune.
Der er forberedt mad, da det er nemmest at forberedelserne er gjort herhjemmefra, vi skal spise pandekager med fiskefyld og til dessert skal vi have kærnemælksfromage med kirsebærsauce.
Jeg er kommet ind i en stime med 70'er madopskrifter, bl.a. fra Karolines køkken, og samtidig giver det tilbageblik på den tid jeg tilbrage på Silkeborg Husholdningsskole.
Må nok se i øjnene at jeg er ved at blive gammel, da man jo altid hører, at fortiden er vigtigt for gamle mennesker, men det er i orden med mig, da der ikke er noget i vejen med gammeldags mad.

torsdag, juni 11, 2009

Bolognese


Bolognesen snurrer lystigt på komfuret, salaten er lavet, så nu skal der bare koges pasta, så er vi klar til at spise.
P.E. har slået græs på den lille plæne.
Jensen og tårnfalken skændes om, hvem der mest ejendomsret over matriklen, og sådan er der så mange små finurligheder at opleve hver dag.

Dagen efter



Jeg kan se på DMI at nogle steder i Danmark er ved at drukne i regn i dag, men her i denne landsdel er der ikke faldet en dråbe.
Planterne har dog nydt godt af de 24 mm der faldt det forrige døgn, og ser anderledes friske og saftfyldte ud.
Det er ellers en ret kølig dag i dag, sølle 13 grader og overskyet, så det har været nødvendig at tænde for elradiatoren på arbejde, for 19 grader indedørs er ikke en god temperatur når man sidder stille ved et skrivebord, og taler i telefon, samt betjener en computer.
Det er godt at komme tilbage på matriklen, hvor der nu skal gøres klar til aftensmad og jeg kan bevæge mig lidt omkring, for her er der heller ikke for varmt.
Jeg vil nu gå ud i drivhuset for at hente lidt forskelligt til salaten, og så skal der lige laves en bolognese og koges noget pasta, så er maden lavet for i dag.

onsdag, juni 10, 2009

Regnvejrsdag


En fridag med regnvejr, kan heldigvis nydes indendørs i selskab med godt læsestof.
Nordiske krimier er altid et "must", og jeg har både danske, norske og svenske på hylden, som vil blive læst med stor fornøjelse.
Så det er med at få lavet en kop Caffé Latte og få tændt et par stearinlys, så der er dømt krimilæsning de næste par timer.

tirsdag, juni 09, 2009

09.06.09 kl. 17.30


Nu regner der. For første gang i uendelig lang tid falder der regn på matriklen, det er også hårdt tiltrængt, så vi glæder os. Plænen er næsten helt gul, stauderne mistrives, frugttræerne er ved at smide frugterne, hvilket der i år ellers så ud til at der ville blive en del af, da der ikke har været nattefrost siden blomstring.
Vi håber at der vil regne hele aftenen og natten med, men i morgen vil vi gerne have solskin igen.

Enemærker



Dagen i går blev tilbragt med en "megahovedpine", men i dag er det bedre, selv om der stadig er en tung fornemmelse i hovedet og der er en del trykken i tindingerne, men jeg har dog været på arbejde.
Da jeg var returneret til matriklen, blev Jensen straks lukket ud i haven, og straks var har i hjørnet, hvor falkekassen er opstillet, og som de sidste dage, har falken optrådt temmelig agressiv over for hans tilstedeværelse i dette hjørne af haven, det virker som om den ikke vil ham til at opholde sig der. Den flyver, højt hylende ned imod ham, så han straks kommer farende hen imod huset, og ikke virker særlig modig.
Det er ikke noget vi har oplevet de andre år, og så vidt vi har set har de fået en unge på vingerne i år, så hvorfor det er så vigtigt at "pisse" sine enemærker af nu, ved vi ikke.

søndag, juni 07, 2009

Valgdag


Så er det jo dagen hvor vi igen skal til valgurnerne, der er valg til EU-parlamentet, og folkeafstemning om tronfølgeloven, d.v.s. en lille ændring til grundloven, så det altid vil være den førstfødte der arver tronen. Denne sidste afstemning er måske ikke så vigtig, da vi jo har Frederik, og dernæst lille prins Christian, så muligheden for at en kommende regent igen bliver en dronning ligger langt ude i fremtiden, og hvem siger at der er monarki i Danmark til den tid.
Valget til EU-parlamentet er meget vigtigere, da det også er vigtigt at vi som et lille land i det store europæiske fællesskab, har valgt mennesker der kæmper for danskerne og de danske værdier. Så kom op af sofaen og gør din borgerpligt og stem, og hvis du ikke gør det, lad være med bagefter at klage. Du kunne måske have gjort en forskel.