mandag, juli 30, 2007

Sommertur
























I dag har Britta og jeg været på vores anden heldagsudflugt i år. Turen gik nordpå, da vi havde bestemt at vi ville se Brovst Lysestøberi, som er en skøn blanding af lys, kurve, garn, houseting og krukker, og det var virkelig et besøg værd. Der er ting alle steder, på hylder, på gulvet, i loftet, i skabe, på kroge, på borde og inde samt udenfor. Man går rundt og kigger og kigger og så går man en runde mere, og øjnene finder stadig nye ting at se på. Et virkelig lækkert sted at besøge. Lidt småindkøb blev der da også foretaget.
Efter dette bombardement af synsindtryk trængte maven til lidt, så vi kørte til Fjerritslev hvor vi på hovedgaden fandt en café med navnet Gårdhaven, hvor frokosten blev indtaget, og vi sad og hyggesnakkede en times tid. Vi var så enige om at slutte vor tur i Hvalpsund, så retningen blev sat, men på vejen (tror nok den lille by hedder Silstrup) så vi en butik med krukker og patchwork, så bilen blev hurtigt drejet til højre ind i indkørslen, så vi også kunne kigge lidt på tingene der. Hold op hvor var der mange krukker og andre dekorationsting til haven så der tilbragte vi også en tid. Nu måtte vi så videre til Hvalpsund, hvor vi havde besluttet at indtage eftermiddagskaffen. Vi parkerede ved Røgeriet Rotholm, og gik derefter en tur på færgehavnen, hvor vi bl.a. var i Laurines Hus, som er en antikvitetsforretning og så lidt på gamle glas, tallerkener, fade m.m. Nu trængte vi altså også til kaffe, så vi returnerede til Rotholm for at indtage capuccino og et glas køligt hvidvin siddende udenfor i læsiden, og fik så lige vendt det sidste inden vi ramte hjemmet igen ca. kl. 17.00. En rigtig god dag i godt selskab.




Ingen kommentarer: