Fridagen nydes i fulde drag. Formiddagskaffe med min gode veninde Britta og hendes barnebarn "prinsessen", som er en af aftagerne til mine hjemmstrikkede sokker. De havde en gave med til mig, en sød lille perlemorsskål, som er rigtig velegnet til søde sager, så den skal nok blive brugt flittigt.
Sussi er landet, Sune bliver hentet af Poul Erik efter arbejde, så er der dømt familiehygge resten af ugen, da vi nu alle har ferie. Jeg glæder mig. Der loves jo godt vejr, og børnene har fået besked på at medbringe varmt udetøj, så vi kan forhåbentlig få nogle gode timer udendørs. Der er planer om at lave bålmad og vi skal nok også til at have geranierne indenfor, så de ikke bliver ødelagt af frost, plænen skal slåes, vi håber det er sidste gang for i år, og så har vi et uge 42-ritual. De første pebernødder skal bages, samtidig spilles jule-CD'er, og der bliver serveret risengrød. Dette ritual har vi efterhånden haft i 20 år, så det kan der ikke røres ved.
Ellers må vi bare se hvad resten af ugen bringer, men godt skal det nok blive.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar